Q&A
Hvordan finder du på dine karakterer?
Op til mit onemanshow prøvede vi en ny metode, min hustru Marianne og jeg. Eller…ny var den langtfra, faktisk er det sådan størstedelen af film bliver til. Vi lavede en casting. Men her var jeg den eneste der blev filmet. Vi tog ud og købte et kamera, en masse kostumer, hatte, briller og parykker og så castede vi alle mulige (og især umulige) forskellige typer. Om aftenen så vi det hele igennem og kunne med det samme se hvilke der ville gøre sig i showet. Rigtig mange fik brev med hjem om at vi desværre ikke kunne bruge lige deres type. Men så var der også enkelte der virkede godt. Dem filmede vi så mere med, og på den måde lærte jeg karaktererne at kende. Sådan blev multikunstneren Todd og musiklæreren Jørgen eksempelvis til.
Har du en drøm om seriøse roller?
Engang havde jeg. Jeg bandede over mit ikke-så-brede kæbeparti, lavede et hav af pushups og øvede mig i at se grum og heman-agtig ud med sammenknebne øjne for jeg ville så gerne have fingre i de roller som Nicolaj Caster Waldau og Mads Mikkelsen fodrede svin med. Men en dag så jeg ligesom mig selv udefra og tænkte at det egentlig var mærkeligt at mennesket har en tendens til at synes at det der ikke ligger lige til højrebenet, er finere end det der falder én naturligt. Og så droppede jeg tanken og mit umulige ønske øjeblikkeligt. Jeg har et latterligt gummiansigt og det har jeg bare at være glad for, for det er det eneste af sin slags, og dermed det allerfineste. Så nu er jeg lykkelig når de i tegnefilm har brug for en sindsyg russisk professor eller en ranglet fjollegøj, og så ringer til mig.
Hvad griner du selv af?
Jeg griner bl.a. af den humor der overrasker. Der hvor der lægges op til noget der så viser sig måske at skulle en helt anden vej. Og så folk der kan bevæge deres krop på en skæg facon samtidig med at de siger skægge ting. Jeg synes at Jim Carey, Will Ferrell, Zach Galifianakis, alle fra Monty Python, Russel Brand og Buster Keaton er sjove.
Hvad laver du når du holder fri?
Når jeg holder fri er jeg som regel træt efter at have arbejdet, så jeg laver så lidt som muligt. Stener. Går i haven. Triller tommelfingre. Stirrer ind i vægge og buske. Dræber mosegrise. Er sammen med familien. Lader op.
Kan man leve af at være skuespiller?
Nogle få kan. Jeg kan ikke, så jeg spiller på flere heste. Jeg er så glad for at jeg kan skifte fag og det ene øjeblik spille teater, det næste skrive og producere musik og så tage ud og være konferencier og synge og så lave film. Det er jo ‘mange bække små’ princippet der gør at jeg kan leve af mine hobbies. Et vanvittigt stort privilegium.
Har du nogen uddannelse?