AF Lotte Thorsen Politiken 25 januar 2013.

Martin Brygmann opdagede, at han var ret god til at skære ansigt, og at han havde et ualmindelig elastisk kropssprog. Det har han så delvist levet af siden

 

Hele april måned kommer komikeren, skuespilleren, komponisten og musikeren Martin Brygmann til at leve sit professionelle liv på knæ.

Han har nemlig for nylig fået »hul på musicalbylden«, som han siger. Og fra 5. april spiller han den meget lille og ret modbydelige skurk lord Farquaad i musicalen ’Shrek’ i Forum iført gule spandexbukser, sølvstøvler og pagehår.

Den anden del af musicalbylden, nemlig den rent musikalske, har han også fået trykket hul på og skrevet otte numre til musicalen ’En kort en lang’, der får premiere på Aalborg Teater i slutningen af april.

Når det er overstået, kan han så også sætte et lille skarpt flueben ved dén genre. I morgen fylder Martin Brygmann 50 år. Og i løbet af det seneste tiår har han også kunnet krydse disciplinerne soloplade, opsamlingsplade, Højskolesangbogen og onemanshow af.

Halvhjertet vvs-fosøg
Martin Brygmann er født i en flække mellem Viborg og Herning, der bærer det mundrette navn Kølvrå. Men efter bare otte måneder var han færdig med hovedlandet og drog sammen med sin familie til Glostrup og siden til Hvidovre og blev hængende der, til han var udvokset.

Gennem hele sin ti år lange skolegang på Bernadotteskolen i Hellerup blev Martin Brygmann af lærerne opfordret til at smide masken. Han havde bare ikke rigtig noget, han kunne lægge fra sig for bagefter at møde op som den gode Bernadottedreng – hudløs, følsom og ikke spor morsom. For Martin Brygmann var bare morsom.

I 3. klasse dannede han og et par andre drenge fra klassen et band. Og da trommerne var det eneste instrument, de andre ikke havde råbt »helle for!«, blev det Brygmann, der tog plads bag trommesættet. Få år senere bestod hele repertoiret udelukkende af moderne jazz og fusionsmusik.

Da Brygmann gik ud af folkeskolen, besluttede han sig for at blive vvs’er, fordi det ikke tog så lang tid. Efter basisåret på efg ringede han lidt halvhjertet rundt for at finde en praktikplads.

Det kom der ikke rigtig noget ud af, så i stedet besluttede han, at nu var han trommeslager, og spillede blandt andet trommer i poporkesteret Naïve, med Love Shop og Lars H.U.G.

Steen, Frödin, Joof og Knutzon
I slutningen af 1980’erne dannede han sammen med Peter Frödin, Hella Joof, Paprika Steen og ekskæresten Line Knutzon Guds Blinde Øje, der spillede julerevyer på Café Liva og Kafcaféen. Her opdagede han, at han var ret god til at skære ansigt, og at han havde et ualmindelig elastisk kropssprog.

Det har han så delvist levet af siden.

Blandt andet som Andersdrengen i Søren Faulis film ’De Skrigende Halse’, i tv-satiren ’Lex & Klatten’ og som den ene tredjedel af Det Brune Punktum, der begyndte som radiosatire på P3 og siden huserede på Bellevue Teatret omkring årtusindeskiftet med de to show ’Helbredelsen af manden med den visne hånd eller du må godt i numsen’ og ’Far brugte ikke noget’.

Det var også Martin Brygmann, der skrev musikken til trioens to cd’er, med hits som ’Jeg vil i seng med de fleste’ og ’Ud i det blå’.

Samarbejdet med Hella Joof fortsatte, da han i 2001 skrev to numre til hendes debutfilm ’En kort en lang’, nemlig både titelnummeret og hittet ’Vent på mig’. Sidstnævnte er ifølge en optælling fra Koda det mest spillede nummer på P3 og P4 i 15 år. I 2003 skrev han musikken til julekalenderen ’Jesus og Josefine’ på TV 2, hvor han selv spillede Jesus’ jordiske far, Josef.

To år senere spillede han den lumske Loke i TV 2’s julekalender ’Jul i Valhal’ og komponerede ti nye sange i den forbindelse. Og i 2006 blev tre af hans sange optaget i den nye udgave af Højskolesangbogen.

Stråtækt privat
Som Berlingske Tidende skrev, da Brygmann i 2009 udgav en opsamlingsplade med sine største hits: »Brygmann har den samme evne, som har kendetegnet slagerkomponister fra Louis Armstrong til Elton John.

Det er som om sangene er pillet ned fra en særlig hylde i pophimlen, hvor hittene venter grydeklare på at blive spillet«.

I 2011 lavede Brygmann sit første onemanshow, ’De fleste ulykker sker med lemmet’, på Bellevue Teatret, og de senere år er han også begyndt at tage rundt som syngende konferencier.

Privat holder Brygmann til i et stråtækt hus i Farum. Han har to børn på nu 21 og 23 år med dramatikeren Line Knutzon. Og to døtre på 6 og 7 år med sin nuværende kone, Marianne Lykkesfeldt.

Da Martin Brygmann fyldte 40 år, tog han til Rom og fejrede det alene. Festen ville han gemme til om sommeren, hvor det var bedre vejr. Som det ofte sker med den slags, blev det aldrig til noget.

Sin 50-års fødselsdag holder han hjemme i Farum, hvor han har inviteret nogle venner til middag. Og spørger man til den store fest, er den som sædvanlig udskudt til sommer.

 

AF Hanne Hedetoft APPETIZE 23 august 2012

”Hvis du er for kendt til det her sted,” lyser en reklame for telefoni på perronen overfor. Lex & Klattens satiriske popklassiker om at være For kendt lever i bedste velgående. Det samme gør Martin Brygmann. Manden bag musikken til dette – og mange andre – hit. Manden, som APPETIZE netop har taget afsked med, da reklameskiltet toner frem på perron 26. Manden, som her fortæller om tillid, tro og tabuer.

- Jeg er måske noget af det mindst uddannede, man kan være. Men det er slet ikke med vilje. Der er ingen specielle principper omkring det. Jeg er bare kommet ind i tingene ad omveje, siger Martin Brygmann.

Og det er ikke så få ting, multikunstneren Brygmann har været omkring. Derfor er det heller ikke kun en pudsig tilfældighed, at APPETIZE’s udsendte støder på en reklame med direkte reference til Martin Brygmanns virke, netop som interviewet med ham er afsluttet. Det vidner i lige så høj grad om omfanget og populariteten af de mange projekter, han har bag sig. Sidste skud på stammen er sommerens udgivelse af Brygmanns Bedste Sange.

Mellem kontrol og kaos

- Jeg er ekstremt god til at være i nuet, siger Martin Brygmann og ser da også ganske nærværende ud – på en afslappet facon. Samtidig kalder han sig både ambitiøs og målrettet:

- Faste mål er vidunderlige. Uden dem ville jeg bare gå rundt i haven og tusse, siger han med et smil.

Det handler om balancen mellem at styre og at give slip. Nødvendigheden af at kunne balancere bliver et gennemgående tema i samtalen med Martin Brygmann, ligesom balancegangen mellem en række forskellige kunstarter er kendetegnende for hans karriere.

- Jeg er først og fremmest komponist. Så vil jeg også påstå, at jeg er musiker – og kalde mig skuespiller og sanger. Det er ikke en prioriteret rækkefølge. Men komponist er det, jeg føler mig mest som, fastslår Brygmann, der direkte adspurgt også gerne vedkender sig at være entertainer og humorist.

- Mange af tingene lapper jo ind over hinanden. Som sanger kan man også sagtens entertaine og have humor i teksterne. Det er sådan én stor pærevælling, jeg beskæftiger mig med – som jeg er så privilegeret at kunne beskæftige mig med. Tænk at få lov til det, siger Martin Brygmann og ligner faktisk en stor, glad dreng.

Et spørgsmål om tillid

Talent er afgørende, men sjældent nok. Martin Brygmanns talent er indlysende, men hvorfra har han fået modet til at kaste sig ud i så mange og forskellige genrer og projekter?

- Jeg har følt mig meget forkælet som barn – og meget elsket. Og det er jo ikke det værste, man kan føle sig. Den ubetingede kærlighed, fornemmelsen af at være elsket uanset hvad, det tror jeg sætter sig i et menneske, siger Martin Brygmann, den yngste i en søskendeflok på fire, og fortsætter:

- Mine forældres indstilling har været en afgørende faktor for, at jeg har haft den løbebane, jeg har haft. De sagde altid, at hvis vi var glade, var de glade. Det kræver stor tålmodighed af forældre, men sådan er vi opdraget – og dermed udstyret med en grundtillid til, at det er i orden at afprøve ting, man ikke nødvendigvis er hundrede procent sikker på lykkes.

Familielivet er fortsat den altafgørende base for Martin Brygmann, der også selv er far til fire. Den ældste, Ludvig, kommer tilfældigvis forbi og stikker hovedet ind og siger hej.

- Han er også begyndt at skrive musik og komponere, fortæller den stolte far, der opdrager sine egne børn ud fra barndomshjemmets principper.

Selv var Martin Brygmann ikke mere end ni år, da han bestemte sig for, at han ville være trommeslager. Forældrene så roligt tiden an – og bakkede så sønnen fuldt op.

- Som tiårig fik jeg et trommesæt af mine absolut ikke velhavende forældre. Det var noget af en tillidserklæring, fastslår Brygmann, der holdt sig til trommerne i mange år – og selv investerede i et nyt trommesæt som fjortenårig.

Men det var svært at leve af, og da Ludvig kom til verden, mente han, at det var på tide at udvise større ansvar.

- Så jeg skiftede til det meget sikre erhverv ”skuespiller”, siger Brygmann selvironisk og fortsætter:

- Men faktisk gik det strålende med at få arbejde lige der efter.

Martin Brygmann optrådte blandt andet i kult-filmen De skrigende halse og hippie-satiren Fede tider. Men det var med satiregruppen Lex & Klatten, at han for alvor kom i rampelyset.

- Da vi lavede Lex & Klatten, skulle vi bruge noget musik, og det var ved den lejlighed, jeg fandt ud af, at jeg faktisk kunne lave musik. Førhen var det med at komponere meget hobbybetonet, siger Martin Brygmann, der på den måde vendte tilbage til musikken.

- Det var jo faktisk meget sent at komme i gang. Men jeg er en ”late bloomer” – og det har jeg været rigtig glad for mange gange. Så kommer alt det der berømmelse senere, og man kan tage det i et roligt tempo. Det er ikke sundt at blomstre for tidligt, for det er umenneskeligt at skulle holde dampen konstant oppe – og så er der kun én vej. Det er ned, siger Martin Brygmann.

Et spørgsmål om tro

- Jeg synes, det er enormt ærgerligt, at angsten for fiasko er så fremherskende. Man kommer aldrig nogen vegne, hvis man ikke satser, ikke tror på noget og tør tage de prygl, der følger med, siger Martin Brygmann, der samtidig erkender, at han har været rimeligt forskånet for prygl.

- Jeg betragter mig selv som en meget heldig person. Mange af de ting, jeg har kastet mig ud i, kunne man sagtens brække nakken på. Men måske fordi man har haft troen på, at det nok skal gå, så er det lykkes, funderer Brygmann og tilføjer:

- Men samtidig er jeg jo ikke ikke-bange for fiasko, og den der kreative frygt er også en drivkraft. Derfor er jeg ikke så bange, at jeg lader være, jeg bliver snarere draget af det uudforskede. Det er derfor, jeg laver så mange forskellige ting.

Troen på, at det nok skal lykkes, går igen i Martin Brygmanns måde at arbejde på.

- Det handler om ikke at rive armen om på det, man laver, for at opnå noget. Man skal turde give slip og lade det komme – tillade idéerne at komme. I nogle sammenhænge kræver det, at du samtidig er iskold, hvis du eksempelvis ved, at du skal aflevere et hit om en uge, siger Martin Brygmann og fortsætter snakken om balance:

- Det er en sjov balance mellem at styre processen og lade være – ligesom med en kano. Man skal lige padle en enkelt gang dér og så vide, hvad kanoen gør af sig selv – man må ikke tvinge den. Det kræver stor bevidsthed om, hvad det er, du gerne vil have båden til at gøre. Den bevidsthed er jeg så lykkelig for, at jeg har i meget af det, jeg laver. Ligesom jeg synes, at min intuition som regel virker for mig, og når man har oplevet det tilpas mange gange, så virker det jo selvforstærkende.

Meget af Martin Brygmanns arbejde består i bestillingsopgaver og projekter med en stram deadline. Men han har aldrig oplevet ikke at kunne aflevere til tiden.

- Egentlig tager en komposition mig ikke lang tid, når jeg først sidder ved klaveret. Men jeg tror, jeg bruger meget tid på at forberede mig. Når man har fået en opgave, og den ligger og rumler i baghovedet, så bilder jeg mig ind, at der sker en slags ubevidst forberedelse. Og så handler det om at turde vente, til man er klar til opgaven – klar til, at det kan ske, siger Martin Brygmann.

Selvom Brygmanns arbejdsmetode kan virke flydende, så er han ifølge eget udsagn superperfektionistisk. Det viser sig blandt andet, når musikken skal mixes.

- Jeg kan finde på at svede over og bakse med detaljer, som ingen alligevel vil kunne høre i den færdige version. Heller ikke mig selv. Det er nærmest en sygelig perfektionisme, sådan helt OCD-agtigt [red., Obsessive Compulsive Disorder], fortæller Martin Brygmann med et skævt smil.

Et spørgsmål om timing

Vi har set ham gakke ud som køkken-ikonet Kirsten Hüttemeier og skære mærkelige grimasser som alskens fiktive figurer i både Lex & Klatten samt Det Brune Punktums univers.

- Man kan godt sige, at humoren er en livsmission. Når du først én gang har fået folk til at grine, så vil du prøve den fornemmelse igen. Det er næsten som et narkotikum, forsikrer Martin Brygmann med vidt opspilede øjne.

Humoren i Lex & Klatten såvel som i Det Brune Punktum har ofte været grovkornet og kredset om tabuer.

- Det er pirrende at afsøge, hvor grænsen går – at balancere mellem sjov og katastrofe. Jeg bliver Rasmus Modsat, når folk fortæller vittigheder og forventer, at jeg pligtskyldigt griner, når vi planmæssigt ankommer til pointen. For mig handler humor i høj grad om det uventede, om at blive taget med bukserne nede, siger Martin Brygmann.

Han vedkender sig at være både melankolsk og rørstrømsk og bekræfter også, at netop dét er en del af humorens væsen.

- Det bliver bare så nemt klichéen om klovnen, der græder bag masken. Men både gråden og latteren er jo ukontrollerede følelsesudbrud og i den forstand beslægtede. Personligt er jeg da også både latter- og grådlabil. Jeg vil så alt andet lige bare hellere grine end græde, påpeger Brygmann.

Selvom han ofte forbindes med det grænsesøgende og grovkornede, så mener han i høj grad også, at man skal udvise situationsfornemmelse i sin humor.

- Jeg er ikke enig med dem, der mener, at man altid kan lave sjov med alt. Man skal udvise respekt for andre mennesker og ikke altid punktere alt med en skæg bemærkning. Få timer efter Michael Jacksons død flød det allerede med såkaldt sjove bemærkninger, og det stødte mig faktisk. Humor handler i høj grad om timing – også når det handler om, hvornår man kan lave sjov med hvad, understreger Martin Brygmann.

Lige her og nu kan man nyde de finurligt humoristiske tekster, der ledsager den imponerende række af hit-kompositioner på Brygmanns Bedste Sange. Fremtiden byder uden tvivl på lidt af hvert – og helt sikkert et soloshow, hvor indholdet endnu ikke er fastlagt. Men uden musik bliver det næppe.

- Jeg gør det, jeg allerhelst vil i mit liv. Jeg kunne ikke forestille mig ikke at lave musik mere. Jeg synes, det er så lækkert. Jeg har fundet det, som lige præcis gør mig allermest lykkelig at lave, fastslår Martin Brygmann.

 

Den Gale Pen møder Martin Brygmann

Martin Brygmann startede som kultfigur med street cred, men tjener nu sin usle mammon på underlivets platheder. Derfor har han også lige udgivet soloalbummet De Fleste Ulykker Sker Med Lemmet og er klar med et nyt one man show med samme titel.

Hej Martin. Så kom der endnu en samling fladpandede halbal-sange fra din hånd. Var det virkelig nødvendigt? 

– Også i den grad. Der er altid grund til at berige den danske sangskat. Og når vi oven i købet snakker 11 stærke og ekstremt velkomponerede popsange, så ville det jo nærmest være en helligbrøde at lade være. Især ikke, når den danske musikscene oversvømmes af ranglede, sørgmuntre indie-idioter med fuldskæg, der ikke kan spille på deres instrumenter.

Hov, hov, du har da selv været med i knap så konservatorie-uddannede De Skrigende Halse. I øvrigt en milepæl i din karriere. Siden da har det mest handlet om pik og patter, Det Brune Punktum og så videre. Hvad skete der? 

– Selv om De Skrigende var mit (Anders-drengens) band, så fandt jeg mig aldrig helt til rette med deres lettere påtagede undergrunds/Ungdomshuset-stil, og siden jeg hagede mig fast i henholdsvis pikkene og patterne, er min karriere nærmest eksploderet og har eleveret mig op på et langt højere niveau – både kunstnerisk og finansielt.

Det eneste, der er eksploderet, er din selvfedme, og jeg tilgiver dig aldrig for landeplagen Jeg Vil I Seng Med De Fleste. Har du tænkt over en undskyldning til alle os, der besidder humor over “firmafest i Føtex”-niveau? 

– Jeg vil nu langt hellere tilgive jeres lille gruppe af piberygende fjolser, at I endnu ikke har registreret tekstens, på sine steder, nærmest overlegne metriske elegance og sofistikerede lag.

Bla, bla, faktum er jo, at dine sange giver samme følelse, som når man hører auditions i X Factor: Hvorfor har familien ikke grebet ind i tide?! Har din overhovedet prøvet? 

– Jeg har tit og ofte takket mig selv for at se mig i stand til modstå familiens vedvarende pres med hensyn til at bryde igennem for tidligt. Jeg var så glad for at kunne penetrere lydmuren som en modnet og flyvefærdig kunstner.  


Penetrere! Der var den igen, hr. pik og patter! GAFFA gav dig én stjerne mere end fortjent i anmeldelsen af din nye plade. Du burde have haft én mindre – nemlig NUL!

– Jeg har altid gået mest op i, om kvalitet kan sælge. Pudsigt nok har de første prognoser givet mig et lille fornøjet smil på læberne. GAFFA-stjerner giver jo trods alt ikke foie gras på van Hauen-brødet, vel?

Schyy, jeg stiller spørgsmålene her, revykomiker! Når jeg for eksempel tænker på en Martin Brygmann-fan, så toner der en småkvabset, Crazy Daisy-glad frisør i 30′erne fra Herning frem. Rammer jeg rigtigt? 

– Jeg tror, du kan beskrive hvilken som helst dansker og stadig have rigtig god chance for bull’s eye.

Helt sikkert, det er da heldigt, at du ikke er ramt af storhedsvanvid endnu, hva’? Du tjener kassen på dine provinsielle afsindigheder. Hvad med at tage en lang, lang ferie i udlandet? Du ved, give dig selv og danskerne en pause på et par år? 

– Det lyder som en rigtig god idé. Og hvis du skulle blive træt af at vakle rundt herhjemme og samle flasker på dine alt for tynde kikærte-ben i gulerodsbukser, suge kinderne ind og kigge dum-alvorligt skråt nedad som den selvhøjtidelige hipster, du er, så lover jeg at mp3′e dig en solid poptune med et funktionelt omkvæd.