Martin Brygmann
Martin Brygmann er født i den lille by Kølvrå, hvor hans far havde fået job som formningslærer. Det blev et kun et kort ophold for familien, da hans mor fik en slags kuller, der på de egne blev betegnet som Kølvrå-itis og behandling var, at de skulle rejse tilbage til hovedstaden. Familien bosatte sig i Glostrup og siden i Hvidovre.
Martins mor havde været lærer på Bernadotteskolen i Hellerup og var så begejstret for skolens pædagogiske principper og varme ånd, at forældrene besluttede, at alle familiens fire børn skulle gå i skole der på trods af den lidt lange skolevej. Martin Brygmann var meget tilfreds med det valg og var utrolig glad for at gå i skole – også selv om han ikke var den mest ambitiøse elev og tit kom til at fjolle lidt for meget i timerne. Dog var der én ting han gik meget op i og det var musik. Allerede i som 9-årig startede han sammen med 3 venner et band, hvor hans selv spillede trommer. De fik lov at låne nøglerne til musiklokalet og øvede sig ofte efter skoletid.
Da Martin Brygmann var færdig med 10. Klasse forsøgte han sig først med Det Frie Gymnasium og derefter en uddannelse som VVS’er. Ingen af delene havde han rigtig succes med, så han besluttede at forfølge sin passion for musikken. Han gik målrettet til værks og befandt sig fra da af stort set altid i musikcaféen, hvor han muntert sagde ”Hej!” til alle og enhver for på den måde at lære en masse at kende. Måske lykkedes strategien faktisk – i hvert fald begyndte der at komme jobs og Martin Brygmann spillede trommer i bands som Take Five, Alliance, Naîve, Love Shop, Peter Smidt og Lars H.U.G.
I slutningen af 80’erne blev Martin Brygmann kæreste med Line Knutzon og sammen med Peter Frödin, Hella Joof og Paprika Steen lavede de revyerne ”Guds blinde øje”. Han begyndte at få flere teater og filmroller bl.a. rollen som Andersdrengen i Søren Faulis ”De skringende halse”. Martin Brygmann kunne i den periode være lidt i tvivl om, hvilket ben han skulle stå på og blev ofte konfronteret med spørgsmålet om, hvorvidt han var musiker eller skuespiller. Han har aldrig rigtig fået besvaret det lidt firkantede spørgsmål for paradoksalt nok var det som skuespiller i rollen Andersdrengen, at Martin Brygmann første gang spillede på Roskildefestivalen i 1996 og via TV-satiren Lex & Klatten (1997), at han fik sine første hit som komponist med ”For kendt” og ”Rørvig”.
Sammen med Peter Frödin, Hella Joof og Paprika Steen lavede Martin Brygmann i 1997 TV-satire-serien Lex og Klatten og Wikke/Rasmussen-filmen Hannibal & Jerry samme år. Peter Frödin, Hella Joof og Martin Brygmann fortsatte samarbejdet først med radiosatiren ”Det Brune Punktum” og siden to shows på Bellevue Teatret ”Helbredelsen af manden med den visne hånd – eller du må godt i numsen” (1999) og ”Far brugte ikke noget” (2002). I forbindelse med forestillingerne udgav gruppen CD’erne af samme navn med bl.a. hits som ”Jeg vil i seng med de fleste”, ”Ud i det blå” og ”Kom lad os gå”.
Martin Brygmann havde nu rigtig fået hul igennem som komponist og i 2001 skrev han således endnu to store slaskere denne gang til Hella Joofs debutfilm ”En kort en lang” nemlig ”Vent på mig” med Jimmy Jørgensen og Peter Frödin og ”En kort en lang” sunget af Lisa Nilsson.
I 2003 blev Martin Brygmann engageret til at skrive en børneplade i forbindelse med TV2s julekalender ”Jesus og Josephine” i denne forbindelse skrev Martin 10 julenumre bl.a. Så blev der stille igen, sunget af hans store idol Stig Kreutzfeldt og titelnummeret ”Jesus og Josephine”, som han selv synger i duet med Julie Bertelsen. Martin Brygmann spillede også selv med i julekalenderen i rollen som Jesus far ”Josef”.
To år efter gentog TV2 og Cosmo Film succesen med historien ”Jul i Valhal” (2005), hvor Martin Brygmann spillede rollen som den lumske Loke og komponerede 10 nye sange bl.a. “Lokes Rapsody”.
Martin Brygmanns rolle som komponist blev for alvor anerkendt i 2006 i forbindelse med udgivelsen af den nye højskolesangbog, hvor 3 af hans melodier bl.a. “En kort en lang” blev medtaget som en del af den danske sangskat. Siden er han blevet udråbt af KODA til den mest spillede danske kunstner på radio i 15 år med sangen “Vent på mig” også fra filmen “En kort, en lang”.
I 2011 vandt Martin Brygmann nyt terræn med sit onemanshow “De fleste ulykker sker med lemmet” på Bellevue Teatret og efterfølgende Danmarks Turne. Showet introducerede bla. kropskunstneren Todd, som skabte stor begejstring ved sit musikalske skyggespil ved Zulu Comedy Galla samme år. I 2013 er der premiere på musical fortolkningen af Hella Joofs komedie ” En Kort en Lang”, hvor Martin Brygmann har skrevet musikken både velkendte hit og helt nye sange. Derudover vil vi kunne opleve ham som Lord Faquaad i opsætningen af ”Shrek”